Jeg ved godt...

at dette indlæg står i stor kontrast med indlægget igår, men hvis denne blog skal være ærlig så må man tage det sure med det søde.

Her kommer noget af det sure - et lille og kort udpluk af mit tankemylder.

Nu starter vi forfra... Vi skal tilbage på børneafdelingen, så vores lille dreng igen kan blive undersøgt og udredt. Vi VED at han ikke er som andre børn, men hvordan og hvorledes ved vi ikke endnu. Jeg er hunderad, jeg kan ikke overskue tanken om at vi måske snart får en diagnose på hvad han fejler. Jeg frygter simpelthen at sandheden gør mere ondt end uvisheden. Alligevel går jeg og ser frem til, at vi ved hvad det er og hvordan vi skal forholde os til det.

Det er hårdt og jeg render konstant rundt med en knude i maven, som jeg hele tiden kommer til at forveksle med reel smerte... Jeg tror også det er knuden i maven, som gør at jeg hver nat har mareridt...

Heldigvis er jeg i bedring. Jeg er ikke længere i den sorgprocces som jeg var i for nogle uger siden. Jeg græder slet ikke så meget længere og jeg har accepteret det bedre nu...

I bund og grund handler det jo ikke om mig, selvom jeg lige har fået det til at lyde sådan...